»Storbyen«

»Hovedstadssamfundets« indbyggertal 1840-1940.

Kilde: København 1840-1940. Udgivet af Københavns Borgerrepræsentation 1941.

Københavns kommune er her inddelt i 9 bydele, hvoraf de 6 er ældre end 1902, medens 3 er indlemmede 1901-02 (Valby, Brønshøj og Sundbyerne). Frederiksberg og Gentofte kommuner behandles for sig, medens Omegnskommunerne (også kaldet Forstadskommunerne) er slået sammen. Til disse henregnes: Tårnby, Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndbyerne, Herlev, Gladsakse, Lyngby-Tårbæk, Søllerød samt Hørsholm og Birkerød kommuner. Begrebet »Hovedstadssamfundet« er altså ikke identisk med det »Storkøbenhavn«, der beskrives i Trap 5. udgave, og begrebet »Omegnskommuner« anvendes her om et langt mindre område end f. eks. i Trap 5. udgave, Storkøbenhavn, bd. I, 2., s. 467. Rytmen i henseende til vækst, stagnation og tilbagegang er meget forskellig i de behandlede enheder. Diagrammet kan sammenlignes med kortet s. 469 i Trap 5. udg. bd. I, 2, Storkøbenhavn I, med tabellen s. 28 i nærværende bind samt med teksten: »Den københavnske Storby« s. 21 og de to kort s. 24-25, der giver de to vigtige ældre stadier, henholdsvis 1850 og 1902, i Københavns kommunes udvikling.

En topografisk beskrivelse af et større bysamfund er en ret indviklet opgave, ikke mindst hvis man stiller det krav, at de skiftende topografiske situationer og begivenheder skal behandles på en sådan måde, at kontinuiteten og sammenligneligheden ikke går tabt.

Mange af vore mindre købstæder er gamle byer, som gennem lange perioder, endog helt op i vor tid, har bevaret deres omfang og deres indre struktur nogenlunde uforandret, f.eks. dele af det middelalderlige gadenet, beliggenheden af byens mest centrale elementer, torve, havneanlæg, kirker m.m. samt det tilhørende udenbys trafikmønster.

En helt anden struktur i stad og omgivelser træffes i nyere bymæssige samfund og i nyere kvarterer af en gammel by. Mange af vore provinsbyer viser klart forskellen mellem en gammel bykerne og omgivende yngre kvarterer fra forskellig tid. Det gamle København indeholder smukke eksempler på skiftende tiders bystruktur, selv om de ældste mønstre kun stedvis kan erkendes og oftest kun kan påvises ved arkæologiske undersøgelser.

Til belysning af ældre tiders byudvikling rummer Trap Danmark et ganske rigt materiale, som navnlig i de senere udgaver er udvidet med et stort nyt stof af arkæologisk, historisk og kulturgeografisk art.

Indtil omkring midten af 1800tallet var grænsen mellem købstaden og de omgivende sogne ganske effektiv såvel i administrativ som i erhvervsmæssig henseende. Den erhvervsmæssige afgrænsning blev imidlertid ophævet ved Næringsloven af 1857, medens det administrative skel mellem købstæder og landkommuner blev bevaret indtil 1/4 1970. Dette betyder, at den tidsperiode, der behandles i de fem udgaver af Trap Danmark, netop dækker tiden mellem disse to vigtige begivenheder. Næringsloven fik en afgørende indflydelse på byudviklingen, og man har grund til at forvente, at den nye kommuneinddeling i løbet af en årrække vil bidrage til at give de kommende års urbanisering et noget andet forløb end i perioden 1857-1970.

Imidlertid har en del danske købstæder også efter 1857 nogenlunde bevaret deres struktur og deres omfang, andre har inddraget deres næromgivelser i den bymæssige udvikling, og atter andre har i perioden indtil 1970 haft en så eksplosiv vækst i befolkningstal, bebyggelse og bymæssig funktion, at urbaniseringen har grebet arealer, der ligger langt uden for afgrænsningen forud for året 1857.

Man har derigennem fået et nyt element i det topografiske billede af Danmark, nemlig den højt differentierede og vidtgrenede bydannelse med vidt forskellige bebyggelses- og leveformer og med en stærk udbygning af erhvervsmæssige og administrative virksomheder. Det hertil nødvendige areal har købstaden s. 18 måttet erobre fra de omgivende landsbysamfund. Bydannelser af denne type kunne man med en fælles betegnelse kalde »Storbyer«.

Selv beskedne bymæssige nydannelser har undertiden forårsaget ret vidtrækkende administrative ændringer. Et eksempel herpå er omtalt i et senere afsnit af nærværende arbejde (s. 39-42), hvor man har givet en skematisk oversigt over udviklingen omkring stationsbyen Bjerringbro gennem årene 1863-1970. Eksempler på analoge begivenhedsforløb træffes mange steder i landet, og resultatet: »Lillebyen« med 1000-2000 indbyggere, er et karakteristisk bebyggelsesgeografisk element i det sidste århundredes Danmark.

Et andet iøjnefaldende træk i byudviklingen er dannelsen af større, helt nye byer, der er vokset op så at sige på bar mark, f.eks. Silkeborg, Esbjerg, Herning, men det vigtigste led i urbaniseringen er dog det fænomen, at nogle »udvalgte« af de ældre købstæder går ind i en eksplosiv vækstperiode med stærke ændringer i folketal, areal og bymæssig funktion.

De fem udgaver af Trap Danmark behandler den periode på ca. 100 år, i hvilken de lige skitserede ændringer især er kommet til udvikling. »Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark« udkom 1858-60, 2. udgave 1872-79, 3. udgave 1898-1906 og 4. udgave 1920-32. Femte udgave begyndte at udkomme i 1953, og sidste amtsbind vedrørende det egentlige Danmark bærer årstallet 1967.

Selv om man har mulighed for på grundlag af andre kilder at følge byudviklingen, har det Trap’ske stof i mange tilfælde en særlig karakter af lokal detailkundskab og dertil en koncentreret og overskuelig behandling med særdeles faste rammer. Den stramme og ensartede ordning af stoffet må imidlertid i visse tilfælde lempes, især når det drejer sig om større områder med hastigt forløbende ændringer, f.eks. centre for intensiv bydannelse. Tidsrummet mellem to Trap-udgaver er ca. 20 år, og det kan under nogle omstændigheder være en relativt lang periode, navnlig i de tilfælde, hvor der foregår en eller anden befolkningsmæssig »eksplosion« i en egn eller en by. Under sådanne omstændigheder møder man næsten altid vanskeligheder, men man søger at imødegå disse ved en særlig omhyggelig behandling af sådanne topografiske ændringer, som er kommet til udvikling i tiden efter den nærmest foregående udgave af Trap Danmark.

Medens kontinuiteten og sammenligneligheden normalt ikke volder større besvær i de egentlige landsogne, har det været et stort problem, når det gælder behandlingen af en del af købstæderne og i særdeleshed af Storkøbenhavn. Men også de mindre bydannelser, den urbaniserede landsby, stationsbyen og bebyggelsen ved en nyoprettet industrivirksomhed kan forrykke muligheden for sammenlignelighed. De store problemer møder man dog først, når det gælder »Storbyen«s indpasning i det topografiske skema.

Hvis man ikke kan bruge de administrative grænser, f.eks. de kommunale, til en rimelig regional inddeling, vil »Storbyen«s arealmæssige afgræsning blive præget af nogen vilkårlighed og vil blive afhængig af, hvilke principper man lægger til grund for grænsedragningen. Også tidsfaktoren spiller ind, når man har at gøre med de særdeles labile zoner, man ofte træffer i »Storbyen«s ydre kvarterer. I de ældre Trap-udgaver møder man sjældent disse problemer, men i 4. og 5. udgave, altså fra 1920’erne, forekommer de ganske hyppigt. Det er endnu ikke muligt at s. 19 overse, hvilke virkninger den primærkommunale og den amtskommunale inddeling pr. 1/4 1970 i så henseende vil medføre. Man har indtil nu – med ganske få undtagelser – ikke foretaget ændringer i den kommunale inddeling i området København, Frederiksberg og den tidligere Københavns amtsrådskreds ud over dennes navneforandring til Københavns amtskommune. De øvrige købstadkommunale grænser har ikke nogen gyldighed efter 1/4 1970, idet købstæderne nu indgår som dele af ofte meget store primærkommuner. (Se Tabel III).

De stærkt ekspanderende købstæder har som oftest ikke haft rådighed over de til deres udvidelser fornødne arealer, i hvert fald ikke inden for deres egne købstadkommunale grænser. Da hele det tekniske grundlag for en ny bymæssig bebyggelse stiller store krav i retning af økonomi og planlægning, bliver tilvejebringelsen af dette som regel en offentlig opgave, og derfor bliver enhver voksende byorganisme interesseret i, hvad der måtte være brug for af den art i dens nærmere omgivelser, bl.a. fordi der en skønne dag kan blive tale om en administrativ fusion. Der er således et grundlag for konflikter også ud over de tekniske, vel nok især i investerings- og skattespørgsmål. Man møder også af den grund hyppigt ønsker eller krav om udvidelse af det under den pågældende købstadkommune hørende areal.

Dette er gennemført på flere måder.:
1) Gamle købstæder har i mange tilfælde et eller flere »Landsogne« eller »Landdistrikter«, beliggende i byens umiddelbare nærhed og med en eller anden form for administrativ tilknytning til købstaden. Under en byudvidelse sker der ofte en urbanisering af disse og i tilknytning hertil en indlemmelse.
2) Statsejede arealer, f.eks. befæstningsanlæg, kan undertiden spærre byudviklingen, og når forholdene gør det rimeligt, kan sådanne helt eller delvis overgå til købstadkommunen.
3) Indlemmelse af tilgrænsende landsbysogne, helt eller delvis, er en meget almindelig form for byudvidelse.
4) Når forholdene tillader det, kan en købstads areal udvides ved opfyldning af kystnære, lavvandede havområder, eventuelt ved inddigning.
5) Det forekommer også, at en ekspanderende købstad erhverver fremmed jord ved køb, oftest af større ejendomme i tilstødende eller nærliggende kommuner. Dette medfører undertiden en flytning af den kommunale grænse.

Det må erkendes, at den administrative afgrænsning af en købstad, især når denne udvikler sig i retning af »Storby«, ofte føles som noget kunstigt, fordi indlemmelserne og »Storbyen«s reelle udvikling sjældent følges ad. Et almindeligt fænomen er således en i nogen afstand fra moderbyen beliggende, isoleret bydannelse, der først efterhånden ved udfyldning af mellemliggende arealer sammenbygges med moderbyen og eventuelt indlemmes.

Under sådanne omstændigheder har man været nødt til at foretage en tilpasning af den topografiske beskrivelse af en »Storby« og dennes omgivelser, selv om man derved løber en risiko for at svække kontinuiteten i fremstillingen. Man tvinges nemlig til at anlægge en del af redegørelsen ud fra et funktionelt helhedssynspunkt, og den strenge topografiske ordning går på denne måde delvis tabt. Dersom afgrænsningen af det behandlede felt ikke er fast, men i væsentlig grad bestemt af det skiftende bebyggelsesmønster og trafiknet samt af konflikterne mellem s. 20 bosted og arbejdsplads og en lang række andre faktorer af økonomisk og social art, vil resultatet let blive noget flimrende, selv om en del af de nævnte faktorer kan udtrykkes eksakt, eventuelt i tal.

Man har derfor i 5. udgaves behandling af »storby-områder« forsøgt at kombinere de to synspunkter for fremstillingen ved at give både en oversigt over området som geografisk enhed og en topografisk gennemgang af de inden for området beliggende mindre enheder.

Ved anvendelse af de fem Trap-udgaver kan man få et ganske fyldigt billede af den rige variation, som præger udviklingen af de danske byer gennem de sidste 100-150 år. For at belyse nogle af de problemer, som er knyttet til urbaniseringen og til den bymæssige ekspansion, skal der i det følgende gives nogle eksempler på »storby-udvikling«.

Esbjerg

er et eksempel på den nye købstad. Byen blev grundlagt i et hjørne af et gammelt bondesogn, og i løbet af et halvt århundrede udbyggedes det til bydannelse oprindeligt udlagte areal. Uden for dette dannedes forstadsbebyggelser og sekundære isolerede centre, der efterhånden blev forbundet med moderbyen med lange arme af næsten sammenhængende bebyggelser langs vejlinierne.

I første udgave af Trap (1859, bd. 3, s. 971) finder man navnet Esbjerg som betegnelse for 2 gårde og 2 huse under Jerne sogn, Skast herred, Ribe amt. I øvrigt omtales Strandby med kro og færgefart til Fanø samt nogle grupper af gårde og huse. »En mindre Landevei fra Hovedlandeveien mellem Ribe og Varde til Strandby Færgested passerer Sognet«. I 2. udgave (1879, bd. IV, s. 479) behandles Esbjerg Handelsplads som hørende til Jerne sogn, og det nævnes, at man ved en (senere revideret) lov af 27. april 1868 havde besluttet at anlægge en havn ud for Esbjerg, og at man endvidere havde bestemt, at der for statskassens regning skulde anlægges en »Locomotivbane« fra Holstebro til havnen ved Esbjerg, samt at det ved lov af 14. maj 1870 var blevet afgjort, at den sydjyske bane skulle lægges mellem Lunderskov og Esbjerg havn. I 1875 havde handelspladsen 1006 indbyggere. Det til handelspladsen udlagte areal var 8-900 tdr. land. I 3. udgave (1908, bd. 5, s. 710-720) får man en ganske fyldig behandling af Esbjerg Købstad, oprettet ved lov af 28/6 1898. Købstadens areal er under udfyldning med bebyggelse og anden bymæssig anvendelse, men de fastlagte rammer er stort set holdt. I 4. udgave (1928, s. 436-456) er købstadens rammer ved at blive sprængt, idet der optræder forstæder i Jerne sogn med 3-4000 indbyggere, men købstadens areal er endnu næsten uforandret, 564 ha. Med forstæder er befolkningen ca. 28.000.

I 5. udgave (1965, bd. IX, 2, s. 726-779) angives arealet til 3155 ha, idet resten af Jerne sogn i 1945 blev indlemmet i Esbjerg, hvorved Jerne forsvandt som Trap-sogn. Indbyggertallet var i 1960 steget til 58.225, heri includeret forstaden Sædding.

Landsbyerne Hjerting, Guldager, Tarp, Andrup og arealet ved lufthavnen er under udbygning, og langs de tilførende veje vokser disse perifere bydannelser sammen med moderbyen.

Det sidste led i udviklingen er, at Skast sogn i 1967 danner sammenlægningskommune med Esbjerg købstad, og at Brøndum og Vester Nebel sogne i 1969 tilsluttes Esbjerg sammenlægningskommune.

1. april 1970 oprettes Esbjerg primærkommune jfr. Tabel III s. 206-208.

s. 21

Odense.

Adskillige af vore gamle købstæder har i løbet af det sidste århundrede haft en betydelig ekspansion og har udviklet sig til »Storbyer«, medens andre ikke i væsentlig grad har øget deres areal, folketal og bymæssige funktioner. Odense er et typisk eksempel på en stærkt ekspanderende, gammel by.

I Trap 1. udgave angives Odense som landets næststørste by med ca. 13.000 indbyggere (1855). Købstaden var delt i 3 sogne, Skt. Knuds, Vor Frue og Skt. Hans, men til hvert af disse hørte et landsogn med samme navn, som foruden det kirkelige tilhørsforhold også havde en begrænset administrativ tilknytning til købstaden. De tre landsogne behandles i 1. udgave som særlige sogne under Odense herred, og deres folketal og erhvervsforhold viser, at de kun i ringe grad har været præget af deres naboskab med købstaden. Også 2. udgave (1873) har de 3 landsogne som enheder under Odense herred, men man bemærker, at folketallet i Skt. Hans landsogn i tiden mellem de to udgaver er vokset fra 538 til 1000, medens det er nogenlunde uforandret i de to andre. I 3. udgave (1899) finder man følgende oplysninger: »Med Odense Købstads Kommune ere forenede to Landdistrikter: St. Knuds og St. Hans, hvilke dog paa Grund af deres Størrelse ville blive beskrevne under Odense Herred«. I en fodnote tilføjes følgende: »Ved kgl. Resol. af 11/7 1877, 5/10 1878, 7/12 1882 og 3/11 1889 er der henlagt forskellige Arealer af St. Knuds, Vor Frue og St. Hans Landdistrikter samt af Dalum Sogn under Købstaden«. Resterne af de fire omtalte sogne behandles også i 3. udgave under Odense herred. 4. udgave (1923) angiver indlemmelserne at omfatte: »forskellige Arealer af Skt. Knuds Landdistrikt, af Vor Frue Landsogn, af Dalum Sogn, af Sanderum Sogn samt hele Skt. Knuds Landdistrikt under Købstaden«. I overensstemmelse hermed er Skt. Knuds Landdistrikt forsvundet fra Trapsognene.

I 5. udgave er alle de tre landsogne forsvundet fra sognelisten under Odense herred, idet Skt. Hans landdistrikt blev indlemmet i 1932 og resten af Vor Frue landsogn i 1936.

Efter disse indlemmelser var Odense købstadkommunes samlede areal 4083 ha, hvoraf ca. 1550 var landbrugsareal.

Odense købstad blev ikke berørt af den oprettelse af sammenlægningskommuner, der foregik i de tilgrænsende dele af Odense amt i årene 1965 og 1966, men ved kommuneinddelingen af 1. april 1970 fik Odense primærkommune tillagt et så stort område, at det samlede areal steg til 30.443 ha med en befolkning på 161.370.

»Den københavnske Storby«.

Uanset om de danske provinsbyer har bevaret hovedtrækkene af deres gamle struktur og afgrænsning, eller om de under det sidste århundredes ændringer har mistet en væsentlig del af det gamle præg, kan man som oftest bevare kontinuitet og sammenlignelighed i den topografiske behandling – i hvert fald indtil 1. april 1970. Ved behandlingen af København eller dele af det københavnske »Storby-område« lader noget sådant sig ikke mere realisere, fordi konflikten mellem kravet om kontinuitet og kravet om en realitetsfremstilling og stofinddeling her er så skarp, at man på et eller andet tidspunkt må bryde de hidtil fulgte linier. En ganske kort og skematisk oversigt over de fem Trap-udgavers forsøg på at løse denne opgave afslører vanskelighederne.

I Trap Danmark 1. udgave (1858) behandles staden København som en kommunal og administrativ enhed, der af voldene deles i to hoveddele: Staden mellem s. 22 voldene og Forstæderne uden for disse. Staden inden for Voldene omfatter to dele: »Det egentlige København og Christianshavn«. Ved Voldene forstås i denne sammenhæng de militære anlæg fra Kalvebodstrand nær ved den nuværende Langebro langs Voldgaderne til Kastellet samt Christianshavns Vold.

Forstæderne, også kaldet »Broerne«, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro lå hinsides fæstningsværkerne og søerne og repræsenterede en særlig type af bebyggelse, fordi demarkationslinien for fæstningsarealet indtil 1852 lå langt uden for søerne, nemlig således at terrænet mellem disse og den nuværende Jagtvejslinie var belagt med byggerestriktioner, som dog for »Broernes« vedkommende var mindre strenge end for fæstningens forterræn mellem Voldene og søerne. Resultatet var blevet en meget tæt bebygget, nærmest overbefolket, Stad inden for Voldene, og uden for disse en næsten folketom zone til søerne og uden for disse igen en af restriktioner stærkt hæmmet, pletvis bebyggelse langs vejlinierne.

I 2. udgave af Trap (1879) gives en fyldig fremstilling af den første store ekspansionsperiode i nyere tid (se kortene s. 24-25).

Udgangsstadiet er følgende:
1) En middelalderlig bydel begrænset af Vestervold, Nørrevold, Gothersgade og Kongens Nytorv til Vingårdsstræde.
2) Området nord for Gothersgade mellem Nørre Vold, Kastellet og kysten med et blandet system af militære anlæg (Holmen og Nyboder), slotte, åbne pladser og yngre boligkvarterer.
3) Et næsten folketomt område mellem Voldgaderne og søerne. Store tomme eller svagt bebyggede områder (fælleder o.s.v.) uden for søerne. Et tilsvarende næsten tomt areal fra Christianshavns Vold til Sundbyernes arealer.
4) Frederiksberg sogn vest for Skt. Jørgens sø med slot og landsby.
5) Egentlige landsbyer træffes først i Københavns og Frederiksbergs nabosogne, Gentofte, Brønshøj, Rødovre, Hvidovre og Sundbyerne.

Året 1852 betegner et vigtigt vendepunkt i Københavns udvidelseshistorie, idet en lov af 6. januar bestemte, at en linie langs søernes inderside og videre langs Kastelsvej til Øresund og en tilsvarende linie uden for Christianshavns voldgrav skulle være demarkationslinie for Københavns befæstning, således at det uden for linien liggende terræn blev fritaget for ethvert byggeforbud, medens de hidtidige begrænsninger og forbud skulle opretholdes mellem fæstningsværkerne og den nye demarkationslinie d.v.s. mellem Voldgaderne og søerne samt i terrænet uden for Christianshavns voldanlæg. De militære arealer på Gammelholm og ved Nyboder blev ligeledes for største delen frigivet til bebyggelse. 1867 blev fæstningen nedlagt, og området uden for denne blev frigivet. Selve voldterrænet blev solgt til Københavns kommune med visse undtagelser, såsom Botanisk Have. Denne epoke i Københavns udvikling, opbygningen af de store felter af nye bebyggelser som et ringformet bælte omkring hele den gamle by, er et typisk stadium for ekspansionen i en befæstet by.

I 3. udgave af Trap (1906) findes en oversigt over den næste store udvidelse af det for staden København til rådighed værende areal. De herom handlende love er dateret 3/4 1900 og 1/1 1901 og deres fulde ikrafttræden blev fastlagt til 1/1 1902.

s. 23

Ved disse love bestemtes, at følgende områder skulle indlemmes i Københavns kommune:

Brønshøj sogn.
En del af Hvidovre sogn (Valby, Vigerslev, Kongens Enghave og Damhussøen, tilsammen kaldet Valbydistriktet).
Sundbyerne (Sundbyøster og Sundbyvester sogne).

Derudover foretoges en række mindre grænsereguleringer mellem København og de omgivende kommuner.

Medens udvidelserne af 1852 og 1867 bestod i, at København ved »køb« eller ved anden overenskomst fik rådighed over statsejede arealer inden for Københavns eget område samtidig med, at man opnåede en ophævelse af de militært betingede restriktioner, som hvilede på fæstningen og dennes forterræn, blev udvidelsen af 1901-02 gennemført som en indlemmelse af fremmede sogne og dele af sådanne i Københavns kommune.

Forud for indlemmelserne var Københavns areal 2350 ha, forøgelsen androg 4600 ha. Københavns areal 1902 var i alt 6950 ha og indbyggerantallet 400.600.

Frederiksberg kommune blev i 1901-02 på alle sider indesluttet af København, men også Københavns kommune blev fra dette tidspunkt lukket inde, idet yderligere væsentlige indlemmelser af arealer fra nabokommunerne efter 1902 har vist sig ugennemførlige.

Frederiksberg. Her fandtes en middelalderlig landsby, Solbjerg, der senere blev nedbrudt, men derefter erstattet af en ny »Ny Amager« eller »Ny Hollænderby« (1651), som i øvrigt også gik til grunde (1697). Slottet blev opført af kongen kort efter år 1700.

I 1. udgave af Trap betegnes Frederiksberg som et sogn, der i 1857 er udskilt fra Hvidovre sogn. Byen er på dette tidspunkt efter sin kommunale forfatning en landsby »men reelt mere liig en Købstad«. Også i 2. udgave behandles Frederiksberg som et sogn under Sokkelund herred. I 3. udgave betegnes den som »Handelsplads«, men beskrivelsen af denne henlægges til København, uanset at by og slot ligger i Sokkelund herred.

I 1919 (Trap 4. udgave) er Frederiksberg »i Henhold til Lovens Bestemmelser at anse som Købstad«, men denne indgår som et led i det afsnit, der bærer titelen:

Hovedstaden, Kjøbenhavn og Frederiksberg

Frederiksbergs ekspansion efter 1850 foregik navnlig i to områder nemlig i feltet mod Skt. Jørgens sø, der blev frigivet til begyggelse i 1852 ved demarkationsliniens tilbagerykning, og i det vest for slottet liggende »landdistrikt«. Med mellemrum skete der reguleringer langs grænsen mod København, men forhandlinger om indlemmelse i København førte ikke til noget resultat.

s. 24

København 1850. Trap Danmark 3. udg. bd. I 2. afd. s. 531.

s. 25

Københavns kommune 1902. Trap Danmark 3. udg., bd. I. 2. afd. s. 4.

De to kort på denne og modstående side giver et billede af to vigtige stadier i Københavns udvikling, nemlig af situationen før nedlæggelsen af landbefæstningen og situationen af 1902, året for afslutningen af indlemmelsen af områderne Brønshøj, Valby og Sundbyerne. På kortet fra 1850 kan man med nogen tilnærmelse afgrænse den ældste del af København, d.v.s. området mellem Absalons Vold, Gothersgade, Kongens Nytorv og stranden. Gadenettet præges her af middelalderlige relikter og af genopbygningen efter de store brande. Christianshavn er et anlæg fra renaissancen med rektangulært gadenet og kanaler. Gammelholm og Frederiksstaden er anlagt inden for den nyere voldlinie mellem Nørreport og »Citadellet Frederikshavn« og præges navnlig af det 18. og 19. århundredes byudvidelser.

Kortet fra 1902 giver den arealmæssige situation efter indlemmelserne og indeholder navnene på de vigtigste bydele. Jfr. diagrammet s. 16, der behandler befolkningsudviklingen i de enkelte bydele i perioden 1840-1940.

s. 26

Ved tilrettelæggelsen af Trap 4. udgave har behandlingen af København (1929) åbenbart givet anledning til principielle overvejelser vedrørende, hvad man skulle forstå ved København. Det fremgår bl.a. af følgende:

»Under København i videre Forstand (»Storkøbenhavn«) henregnes ogsaa Frederiksberg, der i geografisk Henseende udgør et organisk Hele med København, om end det i administrativ Henseende er en selvstændig Kommune; af praktiske Grunde beskrives den i det følgende sammen med København«. (Bd. 1, s. 201).

Forskellige ting tyder på, at man også har overvejet at inddrage i hvert fald Gentofte kommune under behandlingen af »det organiske Hele« København eller Storkøbenhavn, hvordan man nu vil benævne det. Når man ikke har gjort det, hænger det sammen med, at de øvrige grænsekommuner, Gladsakse, Herlev, Rødovre, Hvidovre og Tårnby på det tidspunkt, da affattelsen af bindet »Københavns amt« skete (ca. 1918), ikke endnu var kommet med i den store ekspansion, således som det fremgår af tabellen s. 28 og de til denne knyttede bemærkninger. For Gentofte og delvis for Lyngby-Tårbæk er situationen på dette tidspunkt en helt anden (se tabellen s. 28).

De i året 1901-02 indlemmede områder, Brønshøj, Valbydistriktet og Sundbyerne, blev stort set taget i bymæssig anvendelse i løbet af de følgende 2-3 årtier, men der blev efterladt en del ubebyggede felter, grønne områder, sportspladser, kolonihaver, kirkegårde m.m. Dette skete både på Amager, i den sydlige del af Valby-Området og i det nordlige afsnit, Brønshøj-Husum. Allerede omkring 1925 var der etableret en sammenkobling af bymæssig bebyggelse i København og de omliggende kommuner f.eks. i Hellerup-Gentofte, Tårnby og langs udfaldsvejene mod vest og syd.

Københavns areal steg i årene mellem 1902 og 1926 fra 6950 ha til 7147 ha, hovedsageligt ved opfyldning af lavvandede, kystnære havområder. Befolkningstallet voksede fra 400.600 i 1902 til 598.447 i 1927.

Gennem en lang årrække var der tillige foregået en vis urbanisering i det meste af Københavns amtsrådskreds. Indtil første verdenskrig var denne proces fortrinsvis knyttet til nærliggende nabokommuner samt til nogle fjernere centre især omkring jernbanestationerne. En særlig tiltrækning havde kystlandet nord for København og i øvrigt det bakkede, skov- og sørige land i sognene mod nord og nordvest. Noget senere blev også kystlandet langs Køge bugt inddraget i denne ekspansion, som er belyst ved tabellen s. 28, hvor der gives en sammenstilling af folketallene fra kommunerne i Københavns amtsrådskreds for årene 1916, 1955 og 1969. Når man har valgt disse år, hænger det sammen med, at tallene for 1916 og 1955 svarer til Trap-beskrivelserne af de pågældende sogne og kommuner i 4. og 5. udgave, og at tallet for 1969 giver situationen umiddelbart før kommuneinddelingen af 1/4 1970, uanset at denne reform hidtil kun i ringe grad har ændret områdets administrative inddeling.

Da redaktionen af Trap Danmark 5. udgave i årene 1955-56 skulle fastlægge principperne for behandlingen af Københavns-regionen havde man valget mellem flere muligheder.

1) Man kunne følge inddelingen i 4. udgave.
2) Man kunne behandle hele den »københavnske Storby« under ét og lade s. 27 denne fremstilling omfatte København, Frederiksberg og Københavns amtsrådskreds.
3) Man kunne dele stoffet ved at bringe en samlet oversigt over København, Frederiksberg og Københavns amtsrådskreds og desuden ved i en særlig afdeling eller et særligt bind at give en topografisk beskrivelse med det klassiske Trap-mønster af mindre enheder.
4) Man kunne eventuelt udvide begrebet »den københavnske Storby« med nogle sogne eller kommuner i Frederiksborg amt og eventuelt i Roskilde amtsrådskreds, hvis disse måtte have nået et sådant stadium af urbanisering og funktionsmæssig tilknytning til København, at en fællesbehandling vil føles rimelig.
5) Man kunne eventuelt udelade sådanne sogne eller kommuner i Københavns amtsrådskreds, som i væsentlig grad måtte have bevaret deres karakter af landsby-enheder.

Ved at følge inddelingen i 4. udgave ville man opnå en mulighed for direkte sammenlignelighed med de ældre udgaver, men dette kunne alligevel ikke opnås, dels fordi sogneinddelingen i Københavns amtsrådskreds i tiden mellem 4. og 5. udgave var blevet stærkt ændret, og dels fordi man ikke mere rådede over et statistisk materiale for det enkelte sogn. Denne mulighed (nr. 1) måtte derfor udskydes.

Mulighed nr. 2 måtte ligeledes opgives, fordi man frygtede, at en stor samlet fremstilling af hele »den københavnske Storby«, selv om den blev ledsaget af et passende materiale af kort og tabeller, ville blive tung og besværlig at anvende, navnlig for de ydre og nyere områders vedkommende.

Da det viste sig muligt at få et godt materiale til en topografisk beskrivelse af de enkelte kommuner, besluttede man at dele stoffet i to dele, en bred almindelig behandling af hele området og en fyldig lokalbeskrivelse af de enkelte kommuner.

Spørgsmålet var nu blot, hvilke kommuner man skulle henregne til »den københavnske Storby«.

Man vedtog i Trap 5. udgave at bruge betegnelsen »Storkøbenhavn« om Københavns kommune, Frederiksberg kommune, samtlige 20 kommuner i Københavns amtsrådskreds (Sokkelund og Smørum herreder) og derudover 3 kommuner under Frederiksborg amt, nemlig Farum, Birkerød og Hørsholm. Til nogle formål har man brugt navnet »Hovedstaden« som fællesbetegnelse for København, Frederiksberg og Gentofte kommuner. Det må bemærkes, at man i 4. udgave har brugt såvel navnet »Storkøbenhavn« som navnet »Hovedstaden« om København og Frederiksberg kommuner alene. Ved sammenligninger over en årrække må man altså være opmærksom på, at benævnelser af denne type til forskellig tid kan være brugt i flere betydninger.

Begrebet »Omegnskommuner« har ligeledes en usikkerhed i afgrænsningen. I Trap 5. udgave anvendes det om Storkøbenhavn ÷ København, Frederiksberg og Gentofte. I »Statistisk Årbog for København, Frederiksberg, Gentofte og Omegnskommunerne« er kommunerne Ledøje-Smørum og Sengeløse ikke medregnet, uanset at de begge hører til Københavns amtsrådskreds (amtskommune), medens de i Trap 5. udgave er medregnet under Storkøbenhavn.

Tabellen s. 28 over befolkningsudviklingen 1916-1969 i de under Sokkelund

s. 28

Sokkelund herred

Kommune

Trap 4. udg. 1916

Trap 5. udg. 1955

Kommunalreformkomm. 1969

Tårnby

5.470

34.726

46.319

Store Magleby

1.268

1.805

5.418

Dragør

2.085

3.458

4.370

Hvidovre

767

32.688

45.955

Rødovre

1.581

27.007

45.633

Gladsakse

5.637

52.376

75.148

Herlev

1.060

15.666

24.028

Gentofte

31.781

89.180

80.958

Lyngby-Tårbæk

10.895

56.929

61.609

Søllerød

6.371

20.903

30.230

66.915

334.738

419.668

Smørum herred

Brøndbyerne

1.533

10.629

32.308

Glostrup

4.873

15.883

28.582

Herstederne

2.215

3.291

17.953

Vallensbæk

428

1.184

5.255

Torslunde-Ishøj

1.404

1.900

3.331

Høje Tåstrup

4.036

11.003

22.414

Sengeløse

1.150

1.266

1.810

Ledøje-Smørum

1.287

1.556

2.814

Ballerup-Måløv

2.716

11.405

43.487

Værløse

1.543

5.372

14.008

21.185

63.489

171.962

Københavns amtsrådskreds.

Befolkningstal for årene 1916, 1955 og 1969.

De to første kolonner stammer fra Trap Danmark 4. og 5. udg.

Sidste kolonne fra »Kommuneinddelingen april 1970«. og Smørum herreder hørende kommuner har i denne sammenhæng en ikke ringe almen interesse, i særdeleshed når man kombinerer den med beskrivelsen af de enkelte kommuner i bd. II, 3, Københavns amt.

Det ses således, at Gentofte kommune på et tidligt tidspunkt har opnået en betydelig grad af urbanisering, idet man allerede i 1916 havde en befolkning på ca. 32.000, d.v.s., at Gentofte på det tidspunkt var provinsens fjerdestørste by, efter Århus, Odense og Ålborg, men ganske vist i administrativ henseende en sognekommune under Sokkelund herred. Urbaniseringstendensen ses også i tallene for Lyngby-Tårbæk og Søllerød kommuner. Man lægger endvidere mærke til de to stationsbyer Glostrup og Tåstrup samt til Tårnby og Gladsakse.

I det følgende halve århundrede sætter urbaniseringen ind over en bred front, men endnu i 1969 er der adskillige kommuner, navnlig i Smørum herred, som ikke er fulgt med, og som nogenlunde har bevaret deres struktur som landsbykommuner, se navnlig Sengeløse og Ledøje-Smørum.

Alene den omstændighed, at folketallet i Københavns amtsrådskreds i 1969 er vokset til ca. 600.000, altså en befolkning af omtrent samme størrelse som Københavns kommunes, viser, at en topografisk behandling udelukkende på lokale s. 29 kommunale enheder eller på sogne ikke mere gør fyldest. Man måtte på en eller anden måde søge at give et helhedsbillede af den samlede byorganisme, men hvis man kunne kombinere dette med en gennemgang af de gamle lokale enheder, ville det være en stor fordel. Navnlig måtte man være opmærksom på, at en redegørelse for Københavns kommune alene ikke kan have gyldighed som en Københavnsbeskrivelse, heller ikke hvis man tager Frederiksberg med.

Derfor måtte man, om end ikke uden betænkelighed, bryde med systemet i 4. udgave af Trap og gå over til at samle de nævnte enheder under fællesbeskrivelsen »Storkøbenhavn«.

Hver enkelt af Trap-udgaverne er en slags topografisk statusopgørelse, og ved at sammenholde disse får man et billede af vort lands udvikling gennem noget mere end 100 år. Man har vist nok ikke for noget andet land en tilsvarende række af sammenlignelige, detaillerede redegørelser og heller ikke en gentagen analytisk og kundskabsmæssig ajourføring. De til fremstillingen benyttede grundenheder har for de fleste gruppers vedkommende haft en betydelig stabilitet i henseende til den arealmæssige afgrænsning. En sognebeskrivelse fra ca. 1855 kan således i mange tilfælde direkte sammenlignes med en tilsvarende fra ca. 1955.

For nogle af vore købstæder har man tilsvarende mulighed for umiddelbar jævnførelse, men for andres vedkommende har man ikke haft det. Man kan hævde, at det er den samme by med samme navn, men dog med den anmærkning, at dens afgrænsning, dens indhold og hele dens funktion er af en helt anden karakter end for 100 år siden. Dette gælder ikke blot København, men en hel række af vore provinsbyer, og man har allerede i Trap 5. udgave måttet lempe kravene om sammenlignelighed, navnlig ved behandlingen af Århus, Ålborg og Odense.

I øjeblikket står man over for en helt ny situation. Gennem de sidste 20-25 år har man oplevet en omlægning af vort lands topografiske struktur af hidtil ukendt styrke. Ændringerne er især knyttet til de forskellige former for urbanisering og erhvervsmæssig omgruppering.

Dertil kommer imidlertid det nye, at kommuneinddelingen af 1. april 1970 nødvendigvis må få vidtrækkende følger for hele opbygningen af eventuelle, fremtidige topografiske behandlinger af Danmark. Virkningerne må navnlig vise sig ved behandlingen af bymæssige områder, bl.a. fordi købstadbegrebet i administrativ forstand er ophævet, og fordi enheden primærkommune i en række tilfælde er så heterogen i sin struktur, at en samlet behandling må blive ret summarisk, noget i retning af de amtsbeskrivelser, der blev indført i 5. udgave. Ganske uanset at disse har vist sig at være endog særdeles anvendelige, kan de ikke erstatte den detaillerede topografiske redegørelse for den lille enhed, sognet og købstaden.

Man kunne spørge, hvilke vilkår en detailleret topografisk fremstilling af Danmark i de kommende år kan forvente, og ganske særligt, om der bliver mulighed for sammenlignelighed og jævnførelse med materialet i Trap-udgaverne.

Som det fremgår af Tabel III er det gennemsnitlige antal af Trap-sogne pr. primærkommune ganske anseligt (ofte 5-10), og da man næppe tør antage, at der fremtidig vil være mulighed for at få rådighed over talmateriale for de enkelte sogne, vil en direkte jævnførelse på dette punkt næppe kunne gennemføres. Hvis s. 30 grundenheden for talmaterialet bliver primærkommunen, kan man opnå en tilnærmet sammenlignelighed ved at bruge summen af opgivelser fra Trap-sognene.

Bortset fra selve talmaterialet vil det sandsynligvis ikke være betænkeligt at bibeholde sognet som grundenhed i den topografiske beskrivelse, og der vil rimeligvis blive brug for en sådan, alene af den grund, at sognet som topografisk orienteringsgrundlag har en omfattende anvendelse – og formentlig også vil blive brugt i en lang fremtid.

Vanskeligheder af en særlig karakter kan forventes i de primærkommuner, der er dannet af en købstad og et antal sognekommuner, fordi det er vanskeligt på det nu foreliggende grundlag at forestille sig, hvilke virkninger ophævelsen af købstadkommunen kan få på forløbet af de kommende års urbanisering.

Det må formodes, at de 5 Trap-udgaver også fremtidig vil finde anvendelse som topografisk opslagsværk, som kundskabskilde og som arbejdsgrundlag, men det er af vigtighed allerede nu, medens de store forandringer foregår, at finde frem til, på hvilken måde det ældre stof fra de 5 Trap-udgaver kan indpasses i den ændrede topografiske situation og i de nye administrative rammer.

Det aktuelle spørgsmål er, hvorledes det er gørligt at tilvejebringe en gensidig orientering mellem de to systemer for administrativ inddeling, nemlig Trapinddelingen i amter – købstæder – sogne og den nye med amtskommune og primærkommune som de administrative grundelementer.

Udgiverne af 5. udgave af Trap Danmark håber imidlertid, at nærværende »nøgle« selv om den langtfra kan løse alle detailproblemer, vil gøre det muligt at bygge en slags bro mellem de to inddelingssystemer og derigennem bidrage til at bevare den fremtidige anvendelighed af den kundskabsrigdom, den sikkerhed og kontinuitet, der ikke blot repræsenteres af Trap-udgaverne, men som har endnu langt dybere rødder i dansk videnskabelig og folkelig kultur.